
Jeg er på 3. dags vandring i flot selskab med pilgrimme på Alto de Perdón mellem Pamplona og Puente la Reina
Caminoen – forår 2008 af Kirsten Kristensen, Flakkebjerg
-
Jeg slæber mig på arbejde og har det elendigt. Så snart jeg kommer hjem, lægger jeg mig på sofaen eller går i seng. Hver morgen det samme. Kan jeg klare en dag til på jobbet? Jeg har tabt 10 kg og har næsten ulidelige smerter i brystkasse og over lænd.
Det er en hel befrielse, da jeg endelig bliver indlagt, men diagnosen er ikke rar. Jeg har kræft i lunger, lever og knogler og stoppet urinleder på højre nyre. Det er en gammel brystkræft, der har spredt sig. Selvfølgelig skulle alarmklokkerne have ringet, men det var så mange år siden, at den næsten var glemt. I to måneder lå jeg i sengen og kunne dårlig nok gå på toilettet uden hjælp. Jeg fik kemo, og den ene infektion efter den anden kom og gik med indlæggelser og høj feber til følge. Læse kunne jeg ikke, men jeg kunne ligge og gøre status over mit liv.
For mange år siden besluttede jeg, at jeg ville gå Caminoen, når jeg blev pensionist. Det var svært at finde tid til det inden i et liv som gårdmandskone med mand og barn og et job som indvandrerlærer om dagen og spansk- og tysklærer om aftenen i vinterhalvåret.
Nu ligger jeg så dér. Vores datter går i 3. g, og det er svært for både hende og min mand. Jeg beslutter, at hvis jeg kommer op af sengen igen, vil jeg gøre alvor af min caminodrøm. Jeg taler ikke meget om det, fordi det på andre kan virke overmodigt og urealistisk. Men beslutningen er taget. Den arbejder i mit sind, og det bliver et mål, der skal nås. Jeg ser mig selv med stav og rygsæk vandre op og ned ad snoede stier og veje, og jeg ved, det skal lykkes.

Drømmen er blevet til virkelighed!
Drømmen er blevet til virkelighed!
Et år går med kemo, og jeg får det bedre ind imellem behandlingerne. Og så er den behandling slut, og en ny kan begynde. Den er skånsom, og mit liv bliver mere og mere stabilt. Jeg får flere kræfter og er lykkelig for, jeg igen kan gå. Jeg surfer på nettet og læser bl.a. om Santiagopilgrimmene og Roskilde Pilgrimsforening. Jeg skal prøve kræfter.
Roskilde Pilgrimsforening inviterer til sommermarch 2007 på en rundtur over Glim og Svogerslev og tilbage til Roskilde. Jeg nyder vandringen samt andagterne i kirkerne og samværet med andre pilgrimme.
Jeg ser Kirsten Wichman for første gang. Så dejlig hun er, så sej og villig til at dele ud af sine erfaringer. Vi går sammen i lang tid, og hun fortæller så levende om Caminoen.
Mange praktiske detaljer, jeg har spekuleret over, finder deres løsning, og min plan tager form. Kirsten fortæller om de bedste rejsetidspunkter og i detaljer, hvad hun har på og med i sin rygsæk, når hun vandrer. Jeg suger til mig og er så taknemmelig over, jeg har mødt hende. Jeg køber rygsæk og vandrestøvler. Rygsækken er Deuter 40 l, og den vejer ca. 1,6 kg. Den er perfekt for mig, fordi den kan indstilles i ryggen, og den har den ruminddeling og de lommer, jeg har brug for. Et rum forneden til sovepose, sandaler og toiletting, en indvendig lomme til papirer etc. ind mod ryggen i det store rum og et par netlommer på siden til vand. Derudover et par ekstra lynlåslommer i overdelen med bl.a. plads til regnslag i toppen, så det lige er til at tage frem. Jeg føler, den er ét med kroppen, når jeg vandrer, også med de 8 kg ris, sukker eller andet, jeg går med, når jeg træner i omegnen af Flakkebjerg. Støvlerne af mærket Lowa er gode og brede, uden at fødderne glider i dem, og sokkerne er højre- venstresokker fra Falke.
I foråret træner jeg et par gange om ugen. Jeg kommer i kontakt med mange mennesker, som spørger, hvorfor jeg går rundt dér med oppakning på, og forbavsende mange kender faktisk Caminoen af omtale. Både jeg og vores hund nyder traveturene, og jeg føler mig nu så parat, som jeg kan blive til at gå Caminoen. Jeg har stadig gode og dårlige dage med en del smerter, men jeg afpasser strækningerne efter, hvad kroppen kan klare.
Jeg har været til et informationsmøde om Caminoen, som Finn Buhl har afholdt i Roskilde. Finn har lavet et stort forarbejde, og her har jeg fået yderligere detaljer på plads, for både Finn og andre og heriblandt igen Kirsten W. og hendes mand har øst gavmildt af deres viden og besvaret alle mulige og umulige spørgsmål. Jeg har læst bøger af flere forskellige forfattere og har anskaffet mig detaljerede vandrekort, og nu nærmer det store øjeblik sig, hvor jeg skal bestille billet. Men først skal jeg have bragt rejseforsikring på plads og have fremskaffet en lægeudtalelse fra Rigshospitalet om det forsvarlige i at tage af sted, så jeg kan være sikker på at få behandling eller komme hjem, hvis uheldet er ude.
Alt kommer i orden, og jeg går på nettet og bestiller en enkelt flybillet til Pamplona. Jeg ved jo ikke, hvad kroppen siger til dette eksperiment. Måske skal jeg hjem om 5 dage, måske om 8 uger.
Den 8. april rejser jeg.
Min mand kører mig til lufthavnen, og mange bønner følger mig. Jeg ved, vores præst sender en velsignelse med mig og beder for en god rejse, og også mange venner har taget mig med i deres bønner. David, vores datters kæreste, har en mor fra Færøerne og en far fra Nigeria. Begge har været missionærer, og han har lovet at bede sin far sende en velsignelse samt en bøn af sted om god rejse. Faderen er nu ærkebiskop i den lutheranske kirke for knap 1 mio. mennesker i Nigeria, så jeg er overbevist om, at en bøn også fra ham kan gavne. David kommer først i tanke om at få sagt det til faderen tidligt om morgenen den dag, jeg skal rejse, så han ringer kl. 5 om morgenen lige inden han selv skal på arbejde. På trods af det jeg fristes næsten til at sige ukristelige tidspunkt at blive vækket på, er jeg sikker på, at velsignelsen har virket. Selv om jeg ikke er katolik, betragter jeg præste- og bispeordinationen som et sakramente, og i mine øjne kan dette sakramente ligesom de øvrige 6 katolske sakramenter formidle en magisk og vidunderlig kraft. Det er synd og skam, vi i den lutherske kirke kun holder fast i dåb og nadver som sakramenter.
Alt går, som det skal. Jeg kommer til Madrid og skifter fly til Pamplona og når lige at komme frem en time efter bussen er afgået til Roncesvalles. Den går kun én gang i døgnet, så jeg kan nu vælge at vente eller tage en taxi. Jeg vælger det sidste og får en fantastisk turistinformation af taxachaufføren, som er en midaldrende mand med stor viden om alternativ energi, – jeg ser en masse vindmøller og solfangeranlæg – nationalisme i de nordlige spanske provinser, vin, planter og specielt træer. Turen varer knap en time, og han holder ind, så jeg kan proviantere til aftenen og næste dags morgen. I Roncesvalles er pilgrimsmessen med velsignelse af pilgrimmene og deres rejse netop slut, men jeg er alligevel klar til at tage af sted næste dags morgen med de bønner og velsignelser, jeg allerede har fået.

Sovesalen i Roncesvalles
Der er god plads på herberget, som er et gammelt kloster.
Det er tidligt på året, og det er køligt. Heldigvis kan jeg låne et tæppe til at lægge over min 500 g Haglöfs sovepose – det kan man på de fleste herberger – og jeg får en rimelig nats søvn. Her som på mange andre herberger står etagesengene tæt i en stor sovesal. Jeg er glad for mine voksørepropper, som lukker uvedkommende støj ude. Alligevel kommer den skønneste meditative musik igennem kl. 7 den næste morgen, og jeg får en kop te og spiser mit brød i køkkenet.
Her sidder jeg og snakker på engelsk i nogen tid med en jævnaldrende pige, inden hun fortæller, at hun er fransk og har boet 22 år i Danmark. Vi følges de næste dage, hvor vi går godt 20 km om dagen, og vi møder folk fra mange forskellige lande.
Der er mange fra Quebec i Canada, og jeg får luftet den smule, jeg kan huske af fransk fra gymnasietiden.
En italiensk pige må give op, fordi hun har fået ødelagt sine knæ ved at starte i Saint-Jean-Pied-de-Port 25 km før Roncesvalles. Hun havde gået på stejle bjergstier i mudder og sne og i hylende storm og havde i øvrigt ikke trænet hjemmefra.
En svært overvægtig canadier må ligeledes melde pas efter først at have været på posthuset og sendt de 6 af sin 15 kg tunge bagage hjem. Heller ikke han havde trænet spor hjemmefra. På Caminoen kommer og går man. Man mødes og skilles. Nogle småsnakker man med og slår følge med for en kort stund, og andre følges man med i flere dage. Der er lange og dybe samtaler eller vandring i stilhed.
Der er samværet på kaffebarerne og på restaurant eller herberg om aftenen. I nogle dage fulgtes jeg med en italiensk pige, som havde boet i London i 12 år sammen med sin engelske mand. Han arbejder i nyhedsbureauet Bloomberg, hvor man end ikke kan gå på toilettet uden at have en skærm foran sig, fordi man uafbrudt skal følge med, og det var tydeligt, han havde brug for jordforbindelse og mange timers traven for at geare lidt ned og slå over i tomgang. Hun og jeg talte godt sammen, og på et tidspunkt kom det uafvendelige spørgsmål:
”Hvorfor går du Caminoen?”
Jeg fortalte min forhistorie og sagde, at jeg egentlig ikke gik her så meget for at bede om noget som for at sige tak. Jeg havde på det tidspunkt gået ca. 2/3 af vejen eller omkring 500 km, og jeg gik i en speciel lykketilstand, hvor jeg følte en stor forbundenhed med både himmel og jord. Det hele løb sammen i mit hjerte og skabte en boblende fornemmelse af lykke.
Jeg husker, at jeg tænkte: ”Denne lykkefølelse vil jeg holde fast i, også når jeg kommer hjem og tror, jeg har problemer. Der findes ikke problemer, der kan overgå denne boblende lykkefølelse.” Hvad kunne jeg andet end at sige tak! Jeg fortalte Sonia det, og pludselig tog hun mig i begge hænder og kiggede mig dybt i øjnene og sagde bare: ”You are blessed!” – Du er velsignet!
Vi kom begge til at stortude, og bagefter grinede vi med tårerne ned ad kinderne. Det var så fantastisk. Hun havde sat ord på det, der var sket. Jeg havde fået velsignelsen.
Fra at være tæt på døden var jeg vendt om og vandrede nu mod livet, selv om det var den hellige Jacobs grav, jeg vandrede mod, og dermed også mod en forståelse og accept af egen fysisk død, som jo forestår os alle.

Jeg som var
det som du er
du vil blive
det som jeg er
Eller med andre ord: Husk du skal dø - Indskrift over kirkegårdsindgangen på vej ud af Los Arcos
Måske er det de fysiologiske processer med udskillelse af kemiske stoffer ved så mange dages intens fysisk aktivitet, der ændrer bevidsthedstilstanden. I hvert fald kunne jeg mærke glæden og letheden næsten fysisk og var så taknemmelig over at få lov til at opleve det.
Det føltes som om Gud var nær, som om Kristus selv boede i mit hjerte og fik det til at boble.
Med store ord følte jeg, at jeg ganske ufortjent havde modtaget Guds nåde. Jeg måtte igen og igen takke!
Jeg vandrede så godt som nogen sportsmand. Sidste halvdel af turen ca. 30 km om dagen i snit og den sidste dag inden Santiago 51 km!
Det har jeg aldrig gjort før og gør det nok heller ikke igen, men på det tidspunkt gik jeg sammen med en vidunderlig mexicansk pige, som var stærkt troende katolik. For hende var det vigtigt at nå frem til søndagsmessen, og det lykkedes os.
Vi var fremme i Santiago de Compostela lørdag aften kl. 22 og takket være en dansker, jeg havde gået med tidligere, havde jeg adressen på et godt og billigt logi lige i centrum. For første gang på turen sov jeg på et enkeltværelse.
Søndagsmessen var overdådig med pomp og pragt i en stuvende fuld kirke. Der var præster og kordrenge, og en figur af den hellige Jacob blev båret rundt i kirken under musikledsagelse. Folk rejste sig og knipsede, og der var et leben, samtidig med at andre sad fordybede i bøn. Orgelmusikken gjorde et særligt indtryk på mig, specielt da det 150 kg tunge røgelseskar blev sat i svingninger og sendte sin helt egenartede duft ud over kirken.
Min mexicanske indianerveninde var så lykkelig over at få denne oplevelse. Hun følte virkelig, at den hellige Jacob havde været med hende på hele turen, og derfor var denne messe højdepunktet. Hun var helt høj af lykke, og det var vidunderligt at være med i alt dette. Men den virkelige gudsoplevelse var for mig ikke så meget i domkirken i Santiago de Compostela som i de mange timers vandring i naturen i sol, regn, storm, sne, hagl og i med- eller modvind. Måske kan man sige med taoisterne, at vejen er målet.
Og sådan er det også nu.
Den ydre camino er gået på 25 dage, og jeg har fulgt med på den indre camino så godt, jeg kunne. Det er blevet hverdag igen, og selvfølgelig kan jeg ikke holde fast i lykkefølelsen hele tiden. Men jeg kan genkalde mig den, når jeg har brug for det. Der er stadig en vej at vandre – både en ydre og en indre. Caminoen tværs over Spanien med alle dens oplevelser har givet mig noget, der også kan bruges på vejene fremover.

Pilgrimsmonumentet på O Cebreiro. Kig godt på ham jer, der kender ham. Hvad er det dog, der er sket ham? Han mangler noget!